Nu skal kontanterne afskaffes i fysiske butikker

kontanterne skal afskaffes

1 marts, 2019

Regeringen er i gang med at vedtage, om butikkerne skal afskaffe kontantbetaling. De mener at det vil forebygge røverier, og vil spare butikkerne for en masse tid og penge. Men er det kontantløse samfund lykken?

Debatten om det kontaktløse samfund der blev foreslået af Jyske Banks direktør, Anders Dam, er nu i hænderne hos regeringen. De mener, at afskaffelse af kontanter i fysiske butikker bl.a kan være med til at forebygge røverier. Det er derfor meget muligt at du i den nærmeste fremtid, kan komme til at gå forgæves, hvis ikke du har medbragt et betalingskort i butikkerne.

Regeringen ønsker at forretningerne fremover skal drive kontantfri forretning. Det er korrekt at færre mennesker hæver kontanter i dag. At folk går rundt med kontanter giver gode muligheder for, at lommetyve og trickstyve stjæler fra dig. Derudover er kontanter i butikkerne også med til at udsætte personale for farlige situationer. Formålet med at afskaffe kontant betaling i butikker er tilmed for at spare tid og penge på optælling af kasse, aflevering af penge til banken, vagter og diverse overvågninger. Det ses allerede i mange butikker, at personalet slet ikke har adgang til kontanterne, og at der nogle steder kun kan betales med kort eller MobilePay på bestemte tidspunkter.

Ikke gældende for alle

Dog vil denne regel ikke være gældende for alle. Det skal altså stadig være muligt at betale med sedler og mønter i daglivarebutikker, hos læger, tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer og apoteker. Det vil tilmed forblive muligt at betale med kontanter i kantiner, kiosker, offentlige sygehuse, plejehjem og på posthuse.

Det kan diskuteres om hvorvidt afskaffelse af kontanter i butikkerne er en god ide eller ej. Der er mange ældre som ikke er fortrolige med at bruge dankort eller MobilePay, og som kan risikere at skulle være afhængige af familie, naboer og venner når de skal købe kontantløse steder. Derudover vil vi blive afhængige af teknologiske løsninger, som til hver en tid kan risikere at bryde sammen. Der er derfor en del punkter som skal tænkes grundigt igennem, inden der ændres på denne lovgivning.

Inden denne lovændring kan blive vedtaget, skal der dog først findes et flertal i Folketinget.